Helt Hen i Haven

Da vi sidste år ved denne tid ryddede Cotoneaster beplantningen mellem to af havens niveauer, var det ikke uden angst og bæven. Vi vidste jo, hvad vi havde, men vidste ikke, hvad der var under det tætte plantedække og slet ikke, om der var andet end Cotoneaster, der ville gro under de barske forhold på den sydvendte skrænt. Nu kan jeg med sindsro sige, at alle bekymringerne er gjort til skamme. Blomsterfloret er nærmest overvældende, og det næste, lavereliggende niveau af haven er ligesom blevet trukket tættere på, så det kan nydes fra terrassen og fra stuen på en helt anden måde end tidligere.

Skrænten fik et ordentligt læs kompost fra genbrugspladsen, og det bratte fald blev jævnet lidt ud. Og så blev den ellers tilplantet efter de forhåndenværende stauders princip. Nogle skulle deles, andre flyttes og nogle stod i krukker. Der kom selvfølgelig også nogle nye til, men for at være helt ærlig var der ikke nogen forkromet plan eller fin tegning for, hvordan det skulle se ud. Jeg regnede med, at planterne nok ville stå og råbe lidt til hinanden her i deres første sommer, men sådan kom det ikke til at gå. Dels er de nyplantede vokset rigtig godt til, dels har de fået selvskab af et decideret mylder af selvsået kongelys, Verbascum thapsus, og fennikel, Foeniculum vulgare, der har fyldt alle huller ud og sørget for fin højde på beplantningen.

Så ja, jeg er overmåde godt tilfreds med, at Cotoneaster skrænten blev til en staudeskrænt. Den spiller godt sammen med det høje staudebed på den anden side af græsplænen, der i samme omgang blev reduceret til en græssti. Jeg går flere runder hver dag, når jeg kan komme til det, og nyder blomsterfloret og insekternes summen, der skifter karakter efter tiden på dagen, mens jeg tænker store tanker om nye projekter 🙂