Helt Hen i Haven

Selvsåede stauder og sommerblomster mellem visne staudetoppe

Fuglene fløjter, spirerne spirer, og luften er mild og god. Og det er oven i købet weekend. Der er al mulig grund til at komme ud i haven, og hvad er bedre end at kaste sig over de vinterramte staudebede og få sat lidt skik på det hele, så foråret føler sig velkomment. Jeg elsker at klippe staudernes visne vinterstandere ned og begynde på en frisk. Men jeg ved også erfaring, at det gælder om at fare med lempe, så jeg ikke for lavet ulykker af bar begejstring. Det vælter jo op af jorden med spirende løgvækster, man ikke skal træde på, og der gemmer sig også masser af gratis haveglæder i form af selvsåede stauder og sommerblomster.

Selvsåede frøplanter

Jeg går med andre ord i gang med at vinterluge, men kun de planter, jeg er helt sikker på er ukrudt og ikke selvsåede stauder og sommerblomster. I dag har jeg fundet purpurtorskemund, Linaria purpurea, der spontant har meldt sig i det hvide og lysegule bed, hvor den ikke hører til, så den må flyttes. Blomsterkørvel, Orlaya grandiflora, myldrer heldigvis frem samme sted, så den behøver jeg ikke så i år. Så er der en fin lille julerose-baby, Helleborus niger, og ikke engang de let provokerende græstotter er ukrudt men hjertegræs, Briza maxima, der har meldt sig spontant i et antal, der gør, at den nok skal reguleres en smule.

Her ses de samme planter i samme rækkefølge i fuldt flor. Det ville da være synd og skam at få dem luget væk.

Krinolinenarcis, Narcissus bulbocodium

En anden god grund til ikke at fare for grundigt frem i netop det bed er, at der ligger løg af krinolinenarcis. Narcissus bulbocodium hele vejen rundt langs kanten af bedet. Det lignede en god ide, dengang jeg lagde løgene, men det giver lidt udfordringer, for de smalle blade er nemme at forveksle med græsukrudt, hvis det går for stærkt - og hvis de er infiltreret af netop græsukrudt. Men fint ser det nu ud, når de bittesmå narcisser blomstrer, så udfordringen tager jeg gerne med.

Bedet ændrer fuldstændig karakter efter sådan en omgang nedklipning og vinterlugning, men nu er det klar til forår for alvor. De mange løgvækster og de selvbestaltede selvsåede stauder og sommerblomster skal nok hjælpe til med at sørge for, at det snart bliver en realitet.

Nyeste blog indlæg

Efterårsplanter i blide nuancer til krukkerne


Blomsterkaos i skærehaven


Ny bil udløser nyt bed og planterokade


Selvsået kongelys og fennikel fuldender staudeskrænten


Tørketålende røllike er perfekt til den nye staudeskrænt


Gult og gråt og plantenyt til forårskrukkerne


Grænseoverskridende tulipanhøst skærehaven


Arkiver

2 kommentarer til “Selvsåede stauder og sommerblomster mellem visne staudetoppe”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

' skin='skin2'}}

LB Text & Ide

  • Artikler
  • Pressemeddelelser
  • Katalogtekster
  • Hjemmesidetekster
  • Havebøger
  • Affiliate marketing
  • Influencer

Lotte Bjarke

Sondrupvej 42 · 8350 Hundslund

+45 21487530 · post@lottebjarke.dk

Efterårsplanter i blide nuancer til krukkerne

Blomsterkaos i skærehaven

Ny bil udløser nyt bed og planterokade

Lotte Bjarke © Copyright 2023. All Rights Reserved