Plænereparation er ikke et begreb, der tit er oppe at vende her i haven, hvor vi nok må erkende, at plænegræs som plante betragtet ikke har ret høj status. Faktisk har græsplænen - eller skal vi kalde det græsarealerne - det ikke bedre end godt og må i det daglige finde sig i at blive slået og trådt på. Derfor må det være kommet som noget af en overraskelse, da plænen pludselig blev tildelt en lille forårskur i weekenden. Den usædvanlige indsats skyldtes, at græsset efterhånden var blevet så bumlet at gå på som følge af utallige muldvarpes gangsystemer, at færdsel foregik med risiko for ankelskader. Og sådan nogle har vi jo ikke tid til på denne årstid.
Samtidig har jeg fået lov at prøve et lækkert produkt fra Pindstrup udviklet til netop plænereparation. Plænemuld består af fin spagnum og sand tilsat gødning og kalk, så det er næsten en alt i en løsning.
Vi valgte så at blande friske græsfrø i plænemulden, for sidste sommers tørke var hård ved de autoriserede græsarter i plænen. Lidt forstærkning kunne vist være på sin plads.
Græsset på de udsatte steder, der trængte til en plænereparation, blev klippet helt kort, så topdressingen nemt kan finde ned mellem de eksisterende græsplanter.
Og så kunne operation plænereparation sættes i værk. Topdressingen blev fordelt på bare og bumlede områder med en rive og ujævnhederne udjævnet. Forhåbentlig kommer der lidt vand de kommende dage, så de nye græsfrø spirer hurtigt, og de eksisterende planter vokser op gennem topdressingen. Der er nok tale om en light version af almindelig anerkendt plænepleje, men hvis det kan styrke græsarealerne, der primært fungerer som færdselsårer rundt i haven, og samtidig skåne anklerne, er det perfekt. Og så gør det selvfølgelig ikke noget, hvis det også pynter lidt på helhedsindtrykket.
Indlægget er sponseret.