På sådan en tung og mørk novemberdag, hvor man føler, skyerne hænger helt nede om ørerne på en, mens en stor del af haven er ved at gå i vinterhi, er det opløftende at komme om i køkkenhaven, der stadig har gode sager at byde på. Palmekålen er ligefrem dekorativ, som stokkene står - okay halvvejs ligger midt i den udtjente fennikel - med deres markante, buklede blågrønne blade i den døsige luft.
Også porrer og bladselleri er der masser af krudt i, selv om det er nok så meget november, så der er rigeligt til en opløftende høst til en wokret. I midten er det citrongræs, der skal doseres med følelse, så der er alt for meget til dagens ret.
Men den store flotte tue af citrongræs, Cymbopogon citratus, står stadig nok så flot og troner i drivhuset, hvor tomat- og agurkplanter for længst har givet op. Lidt sjovt, for citrongræs er da så absolut den mest eksotiske af de planter. Da jeg ikke rigtig tør tro på, at det varer ved, er der nu høstet og hakket rigeligt og puttet i fryseren til drysning i vinterens kokkerier. Jeg går og lurer lidt på, om jeg skal klippe tuen ned og prøve at vinterdække den. Jeg har svært ved at tro, at den kan overvintre, men det skader jo ikke at gøre forsøget.