Gårsdagen bød på en spændende ud-af-haven-oplevelse i det nordjyske. Der var komsammen for en flok plantenørder og havetossede bag kulisserne i 2 HAVE 's slaraffenland af et showroom. 2 HAVE er en engrosvirksomhed, der forsyner blomster- og brugskunstbutikker og havecentre med krukker, potter og lækkert nips med et twist. Der blev helt sikkert skabt en del akutte behov, da vi fik lov at snuse til efterårs- og vinterkollektionerne.
Men lige nu er det jo forår for fuld skrue, så hjemkommet med tre nye, dejlige potter/krukker, lå det lige for at få forsynet en af dem med en havebuket. Den store bistre men dekorative bille sneg sig også med hjem. Jeg tror, den bliver sat ind i den biologiske bekæmpelse i drivhuset, når jeg lige får ryddet op efter planteværkstedet.
Jeg er egentlig kommet lidt sløjt fra start med årets havebuketter, men nu er der for alvor ved at være noget at plukke af, så lad dette være startskuddet. Det er jo rarest, når der altid står en buket på spisebordet.
Dagens buket er helt enkel med viridiflora tulipanerne Tulipa 'Spring Green' og Tulipa 'Formosa' som stjernerne. Jeg er lidt vild med viridiflora tulipaner, der har de der grønne farvetegninger på kronbladene. De er nogle af de seneste tulipaner, så de runder sæsonen så flot af. De holder også dejligt længe - det er lige som om de grønne tegning stiver dem af 🙂
De lidt ekstravagante tulipaner får støtte af nogle noget mere ydmyge blomster. Jeg har været på rov i ribsbuskene, for jeg har altså en svaghed for de diskrete men yndefulde ribsblomster. Nyd lige farven... Der er vildt mange af dem, så det giver mening på flere niveauer at bruge dem i et par buketter. Ellers kommer der simpelthen flere ribs, end vi nogensinde kan nå at høste. Desuden hjælper det på størrelsen på de tilbageværende bær, når der bliver tyndet ud, så det er en rigtig god undskyldning for at snuppe nogle grene, bare det bliver gjort med følelse, så det ikke ødelægger buskens facon.
Indlægget er sponseret 🙂