Helt Hen i Haven

Mit første forsøg med at dyrke meloner i drivhuset har budt på både op- og nedture hen over sommeren. Stor var overraskelsen og begejstringen, da efter nærmest at have opgivet håbet, fandt flere små meloner under bladene på de lange ranker, der vandrede drivhuset rundt.Som sære fugleæg lå de pludselig der. Nogle cirka der, hvor jeg havde forsøgt mig udi bestøvningens kunst andre helt andre steder, hvor insekterne må være kommet de generte melonblomster til hjælp.Jeg havde selvfølgelig sat næsen op efter lækre, søde og saftige meloner af egen avl. Men nu bliver jeg nødt til at se i øjnene, at det ikke kommer til at ske. Planten er simpelthen så godt som vissen, så der er ikke blade tilbage, der kan forsyne frugterne med alt det, de har brug for til at modne færdigt. Efterhånden som bladene visnede væk viste det sig, at den enlige plante faktisk havde lagt an til hele fem meloner. Det er nok også lige vel optimistisk, og nogle af dem skulle have været fjernet, men det er jo svært, når man ikke har opdaget dem i al frodigheden.Melonerne så egentlig fine nok ud i kødet, men det er alt for hårdt og smager af alt for lidt. Til næste år vil jeg prøve, at dyrke dem på et klatrestativ, hvor jeg nemmere kan overskue, hvad planten har gang i, og rankerne kommer mere op i lyset. Jeg tror på det, for nu ved jeg, at det er muligt at få melonplanten til at lægge an til meloner. Den skal bare have lidt mere hjælp til at styre sig lige som agurken, der i parentes bemærket fortsætter produktionen uhæmmet.