Nu er det knapt et par måneder siden, jeg satte gang i afprøvningen af nogle af de nye sorter af hortensia i Magical Four Seasons serien fra Gartneriet Møllerhøj. Jeg kan kun sige, at det har været en rigtig god oplevelse indtil nu, og der er ingen tegn på, at glæden over de smukke planter ikke varer ved længe endnu. Det spændende ved sorterne i serien er, at de skifter farve i løbet af sommeren. Her er det Hydrangea Magical Four Seasons 'Coral', der havde limegrønne og lyserøde blomsterstande, da den blev plantet. Prøv at se her, hvordan de så ud i begyndelsen af juni.
I den anden store krukke er det sorten 'Greenfire', der fyrer den af. Nu med intenst rosa farver, der langsomt går over i mørkere rød og smaragdgrøn.
Ikke så ringe endda 🙂 Og blomsterstandene ser ualmindeligt solide ud. De er nærmest blevet helt læderagtige at føle på.
Jeg plantede også nogle planter ud omkring skyggeterrassen for at finde ud af, hvordan Magical Four Seasons sorterne begår sig som buske i haven. Hortensia har det jo bedst, hvis de ikke står i alt for meget sol, så det forekom at være et oplagt sted. Og planterne ser da også ud til at trives.
Også her er metamorfosen i fuld gang. Her er det sorten 'Amthyst', der var så fin og sart syrenfarvet, da den blev plantet. Siden blev den mere lilla, og nu er blomsterstandene blevet helt grønne og har fået den karakteristiske Magical Four Seasons tekstur, der giver fornemmelsen af, at de holder evigt. Smukke, synes jeg - de må da siges at ældes med ynde. Det bliver spændende at følge, hvor længe de i virkeligheden holder - og ikke mindst, hvor godt de overvintrer. Men foreløbig er der absolut gode karakterer til planterne her fra haven.