Sikke nu en perfekt dag til lidt lugeterapi og til at få fikset resten af staudebedene, så de er klar til en ny sæson. Fiksningen indebærer nedklipning af de visne toppe, hvilket er på høje tid. Stauderne har tydeligvis trykket på fuld-fart-frem-knappen, så hvis jeg skal nå at luge det græs, der absolut vil vokse inde i stauderne, er det nu. Nu er jeg jo heldigvis så underligt indrettet, at jeg rigtig godt kan lide at luge. Ikke mindst på sådan en forårsdag, så jeg har brugt nogle dejlige timer mellem de myldrende stauder, har klippet løs, fået årets første rigtige lugeterapi og hilst på en stor flok friske mariehøner, der åbenbart holder til nederst i sommerfuglebusken.
Undervejs blev jeg ramt af en underlig ram duft, som jeg ved nærmere eftertanke har mærket flere steder i haven på det seneste. Selvfølgelig - det er de mange kejserkroner, der er på vej i vejret som raketter, der dufter så markant. De er jo faktisk plantet netop på grund af duften, der efter sigende kan holde mosegrise på afstand.
Den første kejserkrone er allerede i blomst. Det er ikke en helt almindelig kejserkrone. Fritillaria raddeana hedder arten, hvor det almindeligvis er Fritillaria imperialis, man tænker på, når man tænker på kejserkroner. Fritillaria raddeana er lidt mindre voldsom i det og har en super lækker, sart lysegul farve. Så absolut min yndlings kejserkrone.
Undervejs i min lugeterapi fik jeg også et glædeligt gensyn med spirende persisk fritillaria, Fritillaria persica. Jeg håber meget, at de vil blomstre igen i år, for de er simpelthen helt fantastiske med deres næsten sorte, perfekt klokkeformede blomster i lange spir. Sådan her så de ud sidste år.
4 Replies to “Lugeterapi med underlige dufte i næsen”
Hej Lotte.
Du er ikke den eneste der kan lide at luge, det er ren terapi og netop på denne årstid, hvor man næsten hele tiden får øje på noget nyt, der kommer frem. Lad os håbe, at søndag også bliver en lugedag. I øvrigt tak for dine mange gode indlæg.
Mange hilsener fra Jette.
Hej Jette
Tak for din hilsen – dejligt ikke at være alene med sine underlige tilbøjeligheder 🙂 Og vi fik da heldigvis endnu en fin havedag i dag.
Havehilsner fra Lotte
Hej Lotte
Åhh ja havelivet er skønt….
Jeg Stortrives også med at sidde på rumpetten og slide den ene venstrehånds havehandske op efter den anden….. det er så fedt, også at få næsen helt ned i jordhøjde og sidde med et krus kaffe i højde med havens kat og mariehønsene i solen.
Mange solskinshilsner
Helle Aagaard´s have på Sydfyn
Hej Helle
Det kan vi jo kun blive enige om. Man kan blive helt væk fra alle verdens fortrædeligheder dernede mellem de spirende planter. Det giver ro i sjælen 🙂
Mange havehilsner Lotte