Hele sommeren har jeg kunnet takke en hel stribe stueplanter for at sørge for frodigheden i drivhuset. De har på deres side være rigtig glade for de gode lysforhold i drivhuset, så de er vokset helt ustyrligt. Men nu er der så meget skarphed i luften om morgenen, at jeg ikke tør lade dem stå længere. Parasolpilea, Pilea peperomoides, er en af de kuldskære planter, der derfor nu er blevet flyttet inden døre på vinterferie.Væddeløber, Chlorophytum comosum, er jo også først og fremmest en stueplante, selv om den tydeligvis trives som drivhusplante i sommerhalvåret, bare den får vand nok. I virkeligheden er flere af de kuldskære planter lige vel overdimensionerede til vinduekarmen, men det er nu der, de er havnet. Væddeløber høre sammen med fredslilje, Spathiphyllum wallisii, der også var et par gedigne eksemplarer af, til de planter, der beviseligt effektivt renser luften. Frodigheden i annekset taget i betragtning, må der blive helt vildt god luft i de næste måneder 🙂Den rokade gik i første omgang hårdt ud over den frodighed i drivhuest, som jeg holder så meget af. Synd og skam, for der er stadig mange gode hyggestunder at få under glastaget her i efterårsmånederne. Heldigvis var der så også en del krukker med kuldskære planter under åben himmel, der vil få forlænget sæsonen ved at komme i ly for det værste efterårsvejr i drivhuset. Og vupti blev frodigheden genskabt i en ny version.Pletter i luften, Muehlenbeckia complexa, har overtaget en af de hængende potter der blev ledig i forbindelse med indflytningen. Og de fine, hvide pelargonier, Pelargonium zonale 'Felix', jeg fik ved et arrangement i Gartneriet 3kanten i det tidligste forår, er også flyttet ind i drivhuset. De har blomstret hele sommeren og ser egentlig ikke ud til, at de har tænkt sig at stoppe. Det kan jeg jo lige så godt nyde i drivhuet.Australsk viol, Viola hederacea, har haft en hård sommer, for den blev voldsomt angrebet af nogle sommerfuglelarver, der åbenbart foretrækker violer på menuen. De fik næsten gumlet bladene helt væk, før de forlod planten, men nu er den kommet sig og er oven i købet begyndt at blomstre så sødt. Den får lov at blomstre videre i drivhuset.
En kommentar til “Kuldskære planter flytter ind i drivhus og anneks”