Helt Hen i Haven

Jeg holder meget af slyngplanter, der kan det der med at skabe have i højden, så hele sommeren har jeg gået og ventet på, at klokkeranke, Cobaea scandens, ville springe ud. Jeg har den på to høje klatrestativer, men begge planter har gjort sig kostbare lige til nu. Men nu, nu er de første blomster alligevel sprunget ud i al deres ynde, og der er flere på vej.

Hvad planterne indtil nu har manglet i blomsterevner, har de kompenseret for med en forbløffende vækstkraft. Jeg vikler og vikler for at holde dem hjemme på eget stativ, men jeg skal ikke vende ryggen til ret længe, før de med stor iver har invaderet nabostativet. Utroligt at tænke på, at det startede med et lille frø i foråret. Nu holder jeg jo meget af planter, der viser lidt initiativ og selvstændighed, men den klokkeranke er alligevel ved at tage en smule overhånd, det skal jeg gerne indrømme.

Nu tror den også, at den må bruge den høje bronzefennikel, Foeniculum vulgare var. purpurea, som klatrestativ. Der må kaldes til orden, før den helt får kvast den ellers så ranke skærmplante.

Til havens absolut selvstændige slyngplanter hører også den fine slyngende hjerteblomst, Dicentra scandens. Den starter fra bunden hvert år og får sig i al ubemærkethed sneget op i sydbøgens krone, hvor den lige nu blomstrer lystigt.

Det får den så absolut lov til, for det er et herligt syn, når de citrongule hjerteblomster dingler i vinden i trækronen. Som det fremgår, er det ret tydeligt, at den er en nær slægtning til forårets løjtnantshjerte, Dicentra spectabilis.

Det giver mig i øvrigt lige anledning til at introducere en ny og ualmindeligt sød sort af løjtnantshjerte, som vi kan glæde os til næste forår. Dicentra spectabilis 'Cupid' har haft snigpræmiere her i haven i år, og jeg kan godt love, at den ikke er til at stå for. Enhver romantikers drøm med helt sart lyserøde hjerteblomster i lange ranker.