Sommerblomsterne holdt ufatteligt længe i år, men til sidst gjorde et strejf af nattefrost alligevel kål på dem. Med vedholdende vejrudsigter fyldt med sne og kulde måtte terra cotta krukkerne reddes i ly. Planterne står ikke til at redde, men krukkejorden gør. Den er øremærket til det projekterede sneglesikre salatbed.
Krukkerne blev tømt, for at eliminere risikoen for, at de bliver ødelagt af frosten. Det er især de almindelige terra cotta krukker, der er udsatte, fordi de er så porøse. Vandet gemmer sig i leret, og når det fryser, får det leret til at sprække og falde af i store flager. Hvis ikke krukken simpelthen knækker, fordi den er fyldt med vandfyldt jord, der presser på krukkens sider, når vandet fryser til is og udvider sig. Dermed blev der mere end trængsel i drivhuset, hvor krukkerne nu er opmagasineret i vild forvirring, til det bliver mildere tider.
Jeg glæder mig voldsomt, til den dag, jeg kan tilplante de første forårskrukker. Men indtil da vil jeg glæde mig over, at vinterkrukkerne ved fordøren, der stort set alle er plantet i hårdtbrændte og dermed nogenlunde frostsikre krukker, er grønne og frodige trods årstiden og vejrudsigterne.