Efter et par ugers ophold i køleskabet, kom der godt gang i fremspiringen af kæmpeverbena, Verbena bonariensis. Men fremspiringen har været utrolig uens. Det begyndte i adstadigt tempo med nogle få frø, der spirede, og så piblede det ellers frem over en lang periode med det resultat, at der er kolossal forskel i størrelsen på de første og de sidst fremspirede planter og dermed risiko for, at de største kommer til at skygge de mindste væk.
Hmm det er jo noget skidt, og da jeg heller ikke synes, der er helt nok planter i en fornuftig størrelse, må der utraditionelle metoder til. Heldigvis viste det sig at være muligt at lirke de største af frøplanterne fri ved hjælp af en spids priklepind, så de kan plantes om i hver deres papirpotte og få plads til at blive til noget i en fart.
Nogle af de tilbageværende bittesmå planter oplevede det nok som et voldeligt overgreb, men de fleste så ud til at acceptere det, da de fik genskabt jordkontakt ved hjælp af en vanding. Nu må jeg så se, om det lykkes dem at komme efter de store, så der bliver tilstrækkeligt med planter ud af det. Kæmpeverbena kan man jo næsten ikke få for mange af.