Der er efterhånden ikke meget grin ved køkkenhaven, men jeg nænner alligevel ikke rigtig at få ryddet det sidste op. Kålplanterne står jo fine og grønne endnu, og der kan sagtens nippes blade af både grønkål og palmekål. Langs kanten står de kålplanter, der ifølge frøposen skulle være blandede sorter af grønkål - men som er faldet meget ens ud. De har været bortdømt mange gange efter diverse udfald, men alligevel står de der endnu og ser efterhånden ganske dekorative ud, sådan som de har stammet sig op og er blevet til små kåltræer.
De sidste par rigtige grønkål står super flotte, grønne og frodige med næsten kunstnerisk smukke rosetter af blade, der på mirakuløs vis hverken er blevet angrebet af kålmøl, kålsommerfuglelarver eller andre ubudne gæster. Stokkene har godt nok lagt sig ned, men toppen formår alligevel at løfte sig op fra jorden, så bladene ikke bliver snavsede. Næste år må de hellere få en ekstra stok at støtte sig til.
Endnu mere kunstnerisk er palmekål, der er favoritkålen her i haven - og i køkkenet, hvor jeg må indrømme at kål faktisk ikke står øverst på listen over livretter. De er bare så sjove og flotte at dyrke... Men palmekål har en meget mild kålsmag og er rigtig smart at klippe blade af til strimling i wokretter og supper. Når man klipper nedefra, fremmer det bare plantens palmeagtige udseende.
Og så er der jo det med udseendet. Palmekål kan lige så godt dyrkes som prydplante som som grønsag. Bladenes struktur er et helt kapitel for sig med den krøllede/buklede overflade, som regndråber kan lægge sig på, så bladene ser ud som om de er besat med diamanter.