
Det begynder for alvor at ligne noget i blomsterbedene, hvor stauder, sommerblomster og roser i fællesskab slår farvetemaerne an. I det store, centrale bed, dominerer de lækre, sarte farver, som jeg er så glad for. Hvide, cremefarvede, grønne og sart lysegule blomster klæder hinanden så fint, synes jeg. Her er det for eksempel den skønne staudekløver, Trifolium pannonicum, der ikke bliver smukkere, end den er lige nu.

På den skyggefulde side af bedet er sommerfugleblomst, Gillenia trifoliata sprunget ud med en sværm af små, hvide sommerfugleagtige blomster. Det er en spinkel plante, men den er tæt forgrenet, så den udvikler sig efterhånden til en hel staudebusk. Også en af mine favoritter 🙂

Hvis der er en plante, der er her og der og alle vegne på matriklen lige nu, så er det lodden løvefod, Alchemilla mollis. Jeg har plantet et hav af dem, for de er så gode til at pakke næsten hvad som helst ind i lette skyer af gulgrønne blomster. Jeg tror faktisk ikke, jeg har fundet noget endnu, de ikke passer til. Her er det storblomstret fingerbøl, Digitalis grandiflora, de smyger sig omkring.

Dagens sidste staude hører til i den mere aparte afdeling, men jeg er lidt vild med den. Det er en solhat, der har glemt at få farvede kronblade - eller randkroner, som det hedder, hvis det skal være botanisk korrekt. Nøgen solhat, Rudbeckia occidentalis 'Green Wizard' er navnet på den sære blomst.