Der er for alvor kommet gang i sæsonens blomsterbuske. Det er lige til at blive helt høj af, når der pludselig er blomster i flere etager, fordi buskene supplerer de første stauder og de sidste tulipaner. Her er det storbladet surbær, Aronia melanocarpa i forgrunden og den rosa sargentæble, Malus sargentii 'Spellbound' i baggrunden.Jeg plantede et par Aronia buske på den lidt vildsomme skrænt som en del af en slags levende hegn for et par år siden, da en ustyrlig rosenhæk måtte lade livet. Valget faldt på netop Aronia, fordi bærrene siges at være super sunde og samtidig rigtig gode for havens fugle. Jeg har nu endnu aldrig plukket et bær - måske fordi fuglene er for hurtige - men blomstringen er helt betagende med skærme af hvide blomster, der lige er pyntet med pink støvknapper.En anden af årstidens bedste buske her i haven er almindelig snebolle, Viburnum opulus 'Rosea', der også er plantet i det levende hegn, der skal give læ til morgenterrassen. Faktisk er den så dejlig, at den er blevet udnævnt til ugens yndlingsplante, som det fremgår af sidepanelet her på bloggen. Lige nu står den med de skønneste, limegrønne blomsterkugler, der gradvist vokser sig større og bliver hvide som snebolde. Syrenen, Syringa vulgaris, blev plantet nærmest morgenterrassen, så mindst muligt af blomsternes bedøvende dejlige duft skal gå til spilde. Busken har ikke ligefrem overpræsteret på det unægteligt ret barske voksested, hvor der kan blive enormt tørt, men fat har den da fået, og heldigvis er den også begyndt at blomstre med smukke lyslilla blomster, der dufter præcist, som de skal i henhold til haveplanen.
2 Replies to “Havens bedste blomsterbuske”
Hej Lotte, du kender min far – gartneren bag mange af de fine stauder og nu pretty tasty-serien, og jeg ville lige give mig til kende herinde som en, efterhånden, fast læser af din blog! Det er simpelthen så inspirerende at se, hvordan du skaber de smukkeste bede og farve-sammensætninger, og jeg har efterhånden en laaang liste med planter, som jeg bare må have fat i, efter at have set dem præsenteret herinde. Nu senest de fine buske i dette indlæg. Jeg er netop igang med min første have, som fra forrige ejer mest er grøn af græs, men som jeg drømmer om at fylde med farverige blomsterbede, en bugnende køkkenhave, blomstrende buske, klatrende planter osv osv. Alt sammen gerne med øje for, at have farver i haven året rundt. Det er næsten til at blive rundtosset af alle de ideer der hele tiden popper op, og jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte, for jeg vil jo allerhelst have hele haven anlagt på én gang og med det samme. Så er det, at man lige skal huske, at havearbejde er en proces, der aldrig slutter, og heldigvis for det 🙂 Tak for inspirationen, og gode havedage til dig, i en forhåbentlig fin dansk sommer 🙂 Kh. Mette Lorentzen.
Hej Mette
Tusind tak for din hilsen. Den er da lige til at blive glad i låget af 🙂 Rent bortset fra, at jeg jo især fotograferer og skriver, fordi jeg ikke kan lade være, er det selvfølgelig den ultimative drøm, der går i opfyldelse, hvis jeg kan smitte nogen med mit havevirus og sprede lidt inspiration og ekstra haveglæde rundt omkring.
Det er lykkedes mig at ramme min egen datter, der faktisk har investeret i en kolonihave i Odense, hvor hun bor. Også her var udgangspunktet primært en græsplæne, men det er under hastig forandring. En skøn proces, hvor havedrømmene står i kø efter at blive udlevet. Dejligt at følge med i.
Jeg har hørt, at du og familien er rejst til Langbortistan og kan oplyse, at sommeren er kommet med et brag her hjemme i fædrelandet. Også dejligt 🙂
Jeg vil ønske jer en super dejlig rejse med fantastiske oplevelser. Og så er det jo godt at have masser af haveprojekter at komme hjem til. Held og lykke med det hele og tak fordi, du læser med.
KH Lotte