De seneste aftner med mildt og stille oktobervejr har kaldt på efterårshygge i haven. Det bliver efterhånden tidligt mørkt, men det kan man jo heldigvis pynte på med enkle midler. Det er højsæson for græskarlanterner, og et lille bål forlænger terrassetiden, hvis man lige tager et par lune tæpper til hjælp. Senere er det fint at kigge ud på inde fra stuen.
Jeg fik et par eftermiddagstimer i går til at gå med at kreere årets græskarlanterner. Det krævede nærmest hammer og mejsel at udhule det smukke, grågrønne græskar. Det vil jeg godt advare imod. Men det lykkedes da til sidst, og vist endda uden at jeg har pådraget mig varige men. Hullerne var til gengæld nemme at lave ved hjælp af et fladbor i boremaskinen.
Bålfadet er også ganske nyt. Jeg har været så glad for mit spejlbassin hen over sommeren, at det forekom som et naturligt supplement til hyggehjørnet på terrassen. Det er simpelthen en lidt mindre model af sejlbassinet fremstillet solidt og lokalt af cortenstål, der ruster så smukt. Det bliver jeg også superglad for, kan jeg allerede mærke. Jeg reklamerer gerne lidt for at både bålfad og spejlbassin kan købes her.
2 kommentarer til “Græskarlanterner og dansende flammer hygger i mørket”