Som nogle vil vide, er jeg generelt ret vild med blomster 🙂 Men der er alligevel en stribe ganske særlige blomster, er altid vækker ekstra gensynsglæde. Det kan være fordi de vækker gode minder, fordi de kommer et helt særligt sted fra, eller fordi de bare er noget helt specielt.
Blandt mine ganske særlige blomster tæller de purpurfarvede skønheder på magnolien, Magnolia 'Genie'. Træet har sin egen historie, fordi jeg har haft det med hjem fra en plantemesse i Polen for adskillige år siden, hvor den vandt årets nyhedspris. Ikke så mærkeligt, når man ser den fantastiske farve.
Er den ikke bare noget ganske særligt? Sidste år var første gang, den blomstrede her i haven, men i år er der pænt mange blomster på det stadig ganske lille træ. Sandjorden er formentlig hård kost for magnolien, men den giver heldigvis ikke sådan op.
Allegheny-bærmispel, Amelanchier laevis, diverterer også med ganske særlige blomster netop nu. Den minder mig hvert år om vores første hus, hvor jeg lærte den dejlige busk at kende. Den var plantet helt centralt i haven, hvor den fungerede som et dejligt blikfang på flere årstider. Det gør den også her i haven, hvor den er plantet to steder med udsigten som baggrund.
Busken har trods det frygtelige navn så mange fortrin, at den for mig nærmest er en nødvendighed i haven. Lige nu står den fyldt med lette, flødefarvede blomster på røde stilke, mens det kobberfarvede løv er begyndt at folde sig ud. Bladene bliver grønne, når de er sprunget helt ud, men lækre høstfarver hører også til buskens fortrin.
Pinseviol, Viola sororia 'Freckles' er jeg også lige nødt til at nævne. Ikke på grund af oprindelse eller historie, men fordi den simpelthen har nogle ganske særlige blomster.
De fine, hvide violblomster har nemlig vitterligt lilla fregner. Det ser nærmest ud som om, der er en sjusket maler, der har strintet på dem. De skønne pinsevioler blev plantet for en 3-4 år siden og breder sig nok så fint til et smukt forårsbunddække fyldt med ganske særlige blomster.