Haven bliver grønnere for hver dag, der går, og samtidig mere og mere møbleret. Både med havemøbler og med krukker med forårsblomster, der kan sætte lidt ekstra fart i forårsstemningen. Nu har krukkerne også fundet vej til havens mellemste etage, hvor der er ved at være tradition for, at der står en række krukker på kanten af træterrassen sammen med havelænestolene, hvor vi ofte havner, når arbejdsdagen slutter. Lige nu er det blandt andet gode, gammeldags gyldenlak, der fylder krukkerne, men de er nu ikke helt lige som dem, bedstemor havde.
De nye sorter af gyldenlak, Erysimum cheiri, har simpelthen de mest fantastiske farver. I krukkerækken her er der hele tre forskellige, nemlig en lækker mørkerød og denne glødende orangerøde, der spiller i mange farvetoner.
Serien med den moderne gyldenlak omfatter også denne violette sort, der ligesom de øvrige dufter sødt som bolsjer og virkelig dejligt.
Og selv om man ikke er til de vilde farver, er der også en sort at falde for. Den her hvide og ganske sart lysegule gyldenlak er da helt skøn.
Gyldenlak var tidligere en populær forårsblomst, der var fast inventar i bedstemors have. Typisk med blomster i en skønsom blanding af gyldne nuancer. I de senere år har man ikke set så meget til den - dels - måske - på grund af farverne, der ikke var så oplagte, dengang alt skulle være pastelfarvet - og nok dels fordi den er en to-årig plante, der kræver lidt tålmodighed. Den skal sås det ene år og blomstrer først det næste. Men nu har Gartneriet Rostgaard altså klaret besværet og løst tålmodighedsproblemet, så vi kan få gyldenlak, der allerede er i blomst. Det er bare dejligt. Gartneriet sælger til butikker i hele landet.