Jeg er vildt fascineret af fugeplanter, der synes at kunne vokse i det rene ingenting. En af dem, man ofte støder på i og omkring engelske haver, er bakkestjerne, Erigeron karvinskinanus, der kan kunsten at få det til at se ud som om, der svæver en sky af blomster over en belægning. Så da jeg fik den brolagte skråning langs trappen op mod huset, var der ikke langt fra tanke til handling. Der blev selvfølgelig plantet både bakkestjerne og et par andre fugeplanter til at fylde mellemrummene ud og bløde belægningen lidt op.
Det er et par år siden, men nu begynder det lige så stille at virke efter hensigten. Planterne, der blev plantet på stensætningen over brolægningen, selvsår pænt i mellem chaussestenene, så min blomstersky så småt er ved at være en realitet.
Bakkestjernen slås lidt om pladsen mellem chaussestenene med trædepude, Leptinella dioica, som er transplanteret direkte ned i fugerne fra en beplantning et andet sted i haven. Det er imponerende så hurtigt og effektivt, de har fået fat. Nu vil de ovenikøbet til at blomstre med små, fine knappenålsblomster.
Men der er flere fugeplanter med i kampen. Her er det en sort af rød stenurt, Sedum spurium ‘Tricolor’, der er så effektiv, at den helt skjuler brolægningen på denne årstid.
Men tilbage til bakkestjernen, som må have en hånd, hvis de andre fugeplanter bliver for nærgående. For det er jo den svævende blomstersky, jeg er ude efter. Den blomstrer så fint med lette, tusindfrydlignende blomster på lange tynde stængler, der dingler hid og did. Humlebierne er vilde med blomsterne, selv om de faktisk ikke kan bære de store insekter, så der er tydeligvis også tale om en plante, der er god for dyrelivet. I min staudebog står der, at bakkestjerne er lidt udfordrende at have med at gøre her til lands, fordi planten dårligt tåler vinterfugt. Men det er jo heldigvis ikke det store problem her på kanten af grusgraven.