Det er utroligt, som lidt frost og sne kan forvandle haven som et trylleslag. Da jeg kom hjem sidst på eftermiddagen i går, var der blevet drysset det fineste lag flormelis sne ud over matriklen, og det gav sammen med vintersolen, der kiggede frem her til formiddag, et nyt og smukt lys i haven. Det så næsten ud som om, drivhuset var selvlysende mellem de stedsegrønne træer og buske, da solen stod bag det.
Som det fremgår var det ikke meget sne, vi blev begunstiget med, og under de store stedsegrønne træer er der stadig bare gråt og grønt. Til gengæld er det tydeligt overalt, at vi har fået både frost og sne. Rhododendronbuskene har i selvforsvar rullet bladene sammen og ladet dem hænge ned, så buskene nærmest ser ud som om, de mangler vand. Men de store vinterknopper vidner om, at det trods alt bliver forår igen. Jeg er altid så imponeret over, at de veludviklede blomsterknopper er i stand til at stå igennem frost og sne og alligevel folde blomsterne ud, når lys og varme vender tilbage.
Det ser lidt sjovt ud – som om det har sneet i bælter – fordi de velvoksne kristtorn, Ilex aquifolium, og skovfyr, Pinus sylvestris, har fanget fnuggene.
Et andet tydeligt tegn på, at det er blevet koldt for alvor, er, at rådyrene er kommet tættere på. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de har hygget sig i køkkenhaven, hvor de sidste, sørgelige rester af rødbederækken har fristet dyrene, der som bekendt elsker rødbedeblade, over evne.
Og for ikke at få for ensidig kost, har de krydret middagen med lidt palmekål, som jeg ellers havde forestillet mig, at vi selv skulle nyde godt af. Det skal nu være dem vel undt, omend det nok havde været smart at spare lidt, for vinteren kan jo blive lang endnu.