Egentlig er det jo forår ifølge kalenderen, og egentlig er jeg i fuld gang med krukkerne, der skal sætte lidt ekstra gang i forårsstemningen i haven. Men jeg skal da lige love for, at vejrguderne er på tværs i år. Alle krukkerne har stået i venteposition i drivhuset de seneste uger, hvor det har været så tænderklaprende koldt. Kombinationen af kuldegrader og blæst er virkelig noget møg. Men nu vil jeg altså have lidt fornøjelse af krukkerne, og heldigvis gjorde formiddagens solstråler, at klimaet inde i drivhuset i modsætning til det ude i haven var mildt og behageligt.. Så hermed er drivhuset indrettet til en forårsoase i fuldt flor, hvor der kan tankes op, når det udækkede behov for blomsterfarver og -dufte melder sig.Der står både diverse blomsterløg på spring, hornvioler og stedmoderblomster, der er begyndt at blomstre, og en række lækre sorter af Primula. Den her serie af sorter er helt umulig at stå for. Peach Melba hedder den. Blomsterne spiller i hele farvespektret fra sukkerkogte ferskner til hindbærpure, så navnet giver masser af mening. Jeg elsker den måde farverne matcher gamle terracotta potter på.Plantebordet må også holde for til planteopbevaring mens vi venter. Jeg er spændt på, om de småsarte vækster i drivhuset har klaret vinterens mange kuldegrader uden men, så den frodige stemning i drivhuset er lige til at genetablere, når forårskrukkerne flytter ud i haven. Jeg krydser fingre, og vil lige understrege, at nu må det forår gerne snart komme for min skyld. Brrr, nu sner det igen...
4 kommentarer til “Forårsoase i fuldt flor i drivhuset”