Hen over sommeren har jeg været rigtig glad for det skovbed, der blev sat i verden i det tidlige forår. Rododendron og klematis har fået godt fat, så bedet adskiller sig fra den rigtige, vilde skovbund uden at være for friseret. Kanten af Hosta har sørget for at markere grænsen mellem skovstien og bedet.
Nu har Hosta kanten fået en forlænger i form af lidt flere planter, der følger skovstiens bueforløb.
Planterne ser lidt trætte ud, men jeg kan forsikre, at det kun er de overjordiske dele, der er ved at visne ned for vinteren, som Hosta jo gør. Rodsystemet i potterne var så kraftigt, at planterne faktísk var svære at få ud. Vejret er jo perfekt til plantning, så jeg er mere end almindelig sikker på, at de nye planter nok skal komme stærkt til næste forår.Nu jeg var i gang, blev der også lagt en stak løg af en af mine ydlingsnarcisser, Nacissus 'Thalia' i Hosta kanten. Det bliver fint, når den lille, rent hvide narcis lyser op langs skovstien, før Hosta bladene for alvor folder sig ud af kræmmerhusene.