Der er de planter, man planter og derefter ved, hvor man har. Og så er der dem, man aldrig har helt styr på. Jeg holder meget af mange af de planter, der har anarkistiske tendenser og selv bestemmer, hvor de vil vokse. En af dem er den fine, hvide haveklinte, Lychnis coronaria. Den sår sig så flittigt, at den sine steder tenderer ukrudt, men den er nem at luge, og så giver den sådan en dejlig lethed til beplantningen, når den toårige plante lidt tilfældigt og frækt dukker op mellem de mere adstadige stauder.
De rent hvide blomster er så smukke i den sølvgrå plante, og der kommer nye hele sommeren. Jeg klipper blomsterne af, når de visner, i det omfang jeg orker det, både for at holde planterne pæne og blomstringen i gang - og så begrænser det frøspredningen lidt.
To andre eksperter i selvsåning er den mørkerøde staude Knautia macedonica og den statelige toårige fingerbøl, Digitalis purpurea. Jeg ville jo aldrig have fundet på at plante de høje planter forrest i bedet, men jeg synes ærlig talt, det ser dejligt og naturligt ud, nu de har valgt at placere sig der. Dejligt med lidt selvstændigt initiativ 🙂
Knautia macedonica er en meget smuk og længeblomstrende staude og igen en af dem, der er god til at gøre et bed let, luftigt og naturligt at se på.
Og blomsterne har en ualmindelig lækker, rød farve, der gør sig godt i mit rosa bed.
Det samme gør fingerbøl, der på finurlig vis vandrer rundt i haven og findes rigtig mange steder. Måske hører den endda til den naturlige flora her på matriklen og har bredt sig fra den vilde del af haven. Jeg har i hvert fald fortrinsvis plantet de hvide sorter af fingerbøl, men det kan jo også sagtens være, at deres frøafkom slår tilbage til udgangspunktet, som er og bliver rosa.