Hvis det her vejr bliver ved, så trækker mit projekt hold ferie i haven da vist op til at blive konverteret til ferie med drivhushygge. Heldigvis er der grønt og frodigt under glastaget, og der skal kun en lille smule solskin til, før der også bliver lunt og rart at være. Nu hvor alle driverierne er blevet plantet ud, er tiden inde til at få ryddet op og organiseret lidt, så drivhusplanterne kommer til deres ret og min lille sommerjungle kan genopstå. Jeg har sikret mig mod myg i junglen med rosengeranie, Pelargonium graveolens, der dufter af citrus og dermed skulle kunne holde myggene på afstand. Foreløbig er den i hvert fald fint, som den blomstrer der under glastaget.
En anden plante, der spreder blomstrende drivhushygge lige nu, er skærmlilje, Agapanthus campanulatus. Den er jeg ret vild med, så jeg har flere eksemplarer, både blå og hvide. Den ene har overvintret i drivhuset og står med store knopper nu. De andre er nytilkomne, men ser ud til at være faldet til, og de blomstrer allerede. I princippet kan de jo sagtens stå på en varm terrasse om sommeren - men hvor finder man lige sådan en? Nej, de får lov til at være drivhusplanter.
Jeg går og hygger mig med at kreere små tableauer med planter og kønne krukker rundt om i drivhuset. Her er det krukker fra 2have suppleret med diverse og fyldt med planter og afskårne blomster fra haven i gule og grønne nuancer. Den sjove trommestikker, Craspedia globosa med de kuglerunde, gule blomsterstande har jeg svært ved at stå for, så den er selvfølgelig midtpunkt.
Og tænk, min parasolpilea, Pilea peperomoides, har fundet på, at den vil blomstre. Det gør den nu da meget godt og med helt sin egen ynde 🙂
Nu er det to et halvt år siden, jeg eksperimenterede med at fremstille mine egne kokedama'er, svævende bolde med planter i, som det ses her. Den ene gik til. Den anden blev så voldsom, at kuglen ikke længere kunne repareres, men den her med et paradistræ, Crassula ovata, bidrager endnu engang til sommerens drivhushygge. Den begyndte tilværelsen som en stikling, der simpelthen blev stukket direkte i en bold af fugtig pottemuld, der blev omviklet med mos og sejlgarn. Der har den levet fint siden, den skal bare have friskt garn engang imellem og nedsænkes i en skål vand hver anden uge.
One Reply to “Drivhushygge med masser af planter på en kold dag”
Det er lige netop i sådan et vejr, at et driverhus viser til værd.
Og dit er skønt, så det bliver en dejlig ferie… håber jeg for dig.
/Lisbeth