Solbrud, Helenium, er en staude, jeg egentlig aldrig har skænket ret mange tanker. Det blev der lige vendt op og ned på i sidste uge, da jeg lagde vejen forbi det meget hyggelige hollandske staudegartneri Kwekerij Jacobs i det nordlige Holland. Ganske som jeg opdagede, at min have mangler asters, Aster, da jeg besøgte Piet Oudolfs private have, står det nu lysende klart, at den også mangler solbrud til at give sensommerhavens glød en ekstra tand. Kwekerij Jacobs er et lille økologisk staudegartneri, der er placeret uden for lands lov og ret men alligevel ikke så langt fra den slagne vej. Svinget er absolut værd at slå, for foruden salg af planteskolens stauder er der fri adgang til en 6.000 m2 stor demonstrationshave, såvel som til indehavernes private have.Haven er en vild og skøn staudehave med masser af prydgræsser og virkelig masser af solbrud, der er planteskolens speciale. Faktisk i en sådan grad at haven omfatter en stor samling af solbrud. Omkring 100 forskellige sorter er der i alle nuancer af glødende gule, orange og røde nuancer. Man går bare og smiler for sig selv, nyder farverne, duftene og tusindvis af insekters ivrige summen. Så fedt 🙂De mange sorter af solbrud er forsynet med navneskilte, så man kan finde tilbage til dem i planteskolens sortiment, der i øvrigt omfatter meget andet end solbrud. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at der fremover også vil være solbrud at finde her i haven.
Foreløbig har jeg investeret i sorten Helenium 'Amber Man', der har den lækreste teglrøde farve. En dejlig souvenir fra en dejlig ud-af-haven-oplevelse. Så må det vise sig, om haven egner sig til solbrud, men det er jeg nu ikke særlig nervøs for, for jorden i planteskolen så ikke meget anderledes ud end min egen. Nu må vi se.Se flere billeder på planteskolens hollandsksprogede hjemmeside her.
4 kommentarer til “Charmerende solbrud i det store skrud”