Det fjerneste hjørne af skovhaven er et eventyrligt sted, hvor naturen passer sig selv. Et fint og praktisk bunddække af vedbend, Hedera helix, løber rundt i skovbunden. Men ikke nok med det, når vedbend rankerne finder frem til et af de gamle fyrretræer, bliver de nysgerrige og vil til vejrs. Derfor ser stammerne grønne og frodige ud, selv om der efterhånden er langt op til træernes nåle.
Vedbend er en fascinerende plante, når rankerne kliner sig til træstammerne med deres klatrerødder, og kravler ubesværet til tops. Når man lægger nakken tilbage, kan man se, at der sker noget mystisk. Højere oppe breder det grønne sig væk fra stammerne, og man kan ane, at bladene ser anderledes ud. Blomsterstande er der også deroppe. Vedbend optræder både i en klatrende og vegetativ ungdomsform og i en voksenform med helrandende blade, ingen klatrerødder og gullige blomster i små skærme. En to i en plante…
Vedbend hører naturligt hjemme her i haven og er så nem at få flere af, at det er oplagt at bruge den som bunddække også i de besværlige hjørner af den mere havede del af grunden for at binde helheden sammen. For nogle år siden stak jeg en masse stiklinger for at få bunddækkeplanter nok til at dække en knapt så køn stenhøj. De blev til fine planter, der nu nok syntes, at vækstbetingelserne på stenhøjen var til den barske side. Men i 2014 blev der tyndet lidt ud i træerne, så der kom mere lys til, og de små planter, der længe havde stået i stampe, gav sig til at gro. Så mon ikke det længe ventede resultat kommer i år?