De dage er forbi, da køkkenhaven var et velstruktureret og ukrudtsfrit sted. Høsttid og efterårsstemning har sat sit præg, men der kan stadig høstes mange gode sager. Jeg holder så meget af farverne, frodigheden og det smukke begyndende forfald, der møder mig, når jeg går ud for at se, hvad dagen byder på.
Hvis der er en plante, der ikke lader sig mærke med, at vi står på tærsklen til efteråret, er det blomsterkarse, Tropaeolum majus 'Milkmaid'. Faktisk har de selvsåede planter nærmest imperialistiske tilbøjeligheder og er simpelthen ved at overtage det hele.
Det er så den tak, man får for at lade frøplanterne stå, efterhånden som der blev ledig plads i rækkerne efter høst af diverse bladgrønsager. Al magt til blomsterkarse. Men køn, det er den nu, med de sart lysegule spiselige blomster.Køkkenhaven, der her i haven er fusioneret med skærehaven, er også fortsat leveringsdygtig i blomster til havebuketter. Stolt kavaler, Cosmos bipinnatus, i flere varianter, hører til favorit buketblomsterne.Der er selvfølgelig også gang i grønsagerne, selv om de fleste af bladgrønsagerne er spist. De sidste radicchio hoveder, er der en sulten har, der har taget sig af. Men der kan høstes både kål, gulerødder og rødbeder, og porrerne er flottere, end de nogensinde har været. Ikke så ringe endda 🙂