Efter en masse regnvejr myldrer det frem med flotte og spændende svampe mange steder rundt om i haven. Hvis der er noget, jeg ikke har forstand på, så er det svampe… Desværre ... Det må blive et projekt til, når jeg engang bliver voksen og får tid. De her meget dekorative poresvampe af en eller anden slags er nu nok ikke af det gode. De vokser i stort antal på de stammer, der udgør kanterne på køkkenhaven, hvor de utvivlsomt er i gang med at nedbryde stammerne. Så der må nok snart nye til.
Havens pragteksemplar af en svamp, kan jeg godt se, er en rød fluesvamp. Flot nok til en børnebog. Desværre har der været en selvmordskandidat på spil, for den flotte svamp er blevet væltet og prøvesmagt. Men måske er rød fluesvamp slet ikke giftig for mus?
Et sted i haven, hvor der til gengæld absolut ikke er nogen paddehatte, er på den stub, der i foråret blev podet med mycelium af østershat. En enkelt spooky slimsvamp, er den eneste svampevækst på stubben. Så nu håber jeg, at det bliver næste år, der kan høstes lækre østershatte i skovhaven.