Helt Hen i Haven

Smilet kan godt blive en smule anstrengt, når endnu en heftig byge slår endnu flere af sensommerens blomster til jorden. Dahlia med store, tunge blomsterhoveder er nogen af dem, det går hårdt ud over, men de har en forbløffende evne til at genrejse sig. De store planter ligger mange steder hen ad jorden, men der går ikke lang tid, før skud med nye knopper drejer stænglen 90 grader og fortsætter optimistisk opad.

I bagklogskabens klare lys kan jeg godt se, at jeg burde have sørget for en form for støttepædagog til Dahlia 'Lesotho', som, jeg jo godt ved, bliver alt for høj til at holde sig oprejst i uvejr. Det må blive næste år. Knoldene er overvintret i flere omgange, så de helt fantastiske og i virkeligheden alt for store sort-røde blomster er et dejligt gensyn.En rundering i haven med løftet saks resulterede i en hel bakke fuld af væltede blomster plus lidt forskelligt, der har holdt skansen, men som ville passe fint i en væltebuket, så de væltede blomster kommer til ære og værdighed og ikke bare går til spilde. Det hjælper lidt på irritationen.

En af de stauder, der aldrig vælter, er kærtepileurt, Polygonum amplexicaule. De fine røde blomsteraks var også med som staffage i en væltebuket i begyndelsen af august, som det ses her. Det siger lidt om, hvor dejligt længe den blomstrer. Det er virkelig en staude, der giver valuta for pengene.

Således dagens havebuket, der nok ikke var blevet til, hvis ikke dahlia, hortensia og kinesisk skt. hansurt havde tabt hovedet. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget... God søndag derude.