Nu er der kun to uger til det går løs med Haveselskabets Havefestival og dermed Åben Have her på matriklen. Det giver anledning til omrokering og opfriskning af krukkegrupperne rundt om i haven, for de skal jo helst tage pænt imod havens gæster. Den første krukkegruppe, der lige har fået en make-over, er den i indkørslen, der også er den første til at byde velkommen. Der er lidt skyggefuldt i det hjørne, så jeg har valgt at holde krukkeplanterne i hvide, sølvgrå og limegrønne nuancer, der lyser godt op.
I forgrunden er det en nyerhvervelse, der lyser op. Pragtlys, Eucomis bicolor 'Alba', der af indlysende årsager også er kendt som ananaslilje, er en smuk, sælsom og lidt eksotisk plante, der egner sig supergodt til sensommerens krukker. Og den har perfekte farver til krukkegruppen i indkørslen.
Det er ikke det store blomsterorgioe, der præger krukkegruppen. Her er det faktisk bladplanterne, der spiller hovedrollen. Som nu for eksempel den her fine paletblad, Coleus hybrid, der har de mest fantastiske bladfarver. Jeg fik den i begyndelsen af maj som en miniplante. Den er blevet pottet op og knebet flere gange, så den nu er en fuldgyldig krukkeplante. Sikke en vækstkraft.
En anden paletblad, der har fået plads i indkørslen efter omrokeringen, er denne her flotte sag med limegrønne blade med bordeauxrøde farvetegninger.
Jeg nåede lige at snuppe et par billeder efter formiddagens krukkerier, inden der kom et vældigt tordenvejr med tilhørende åbne sluser ind over og afbrød arbejdet. Nu ser det heldigvis ud til at klare op, så jeg må ud og fortsætte 🙂
Haven, der ligger på kanten af Sondrup bakker midt mellem Odder og Horsens er åben 24.-25. august 2019 kl. 10-17. Adressen er Sondrupvej 42, 8350 Hundslund. Læs mere om haven her.
Datter Annes berømte pop-up staude shop lander traditionen tro i indkørslen med et stort sortiment af sensommerens lækreste stauder til favorable priser. Kontant betaling eller mobile-pay.