Med det milde vejr melder lysten sig til at komme ud og i gang. Det er heldigvis ikke noget problem, når man bor på en grusbunke, hvor jorden stort set altid er til at have med at gøre. Jeg må indrømme, at køkkenhaven trænger til en overhaling, så nu blev der i første omgang trukket frøukrudt op efter devisen, det der bliver luget nu, kommer ikke igen og når ikke at sprede frø.
Jeg er nødt til at indrømme, at der heller ikke var blevet ryddet helt op efter sidste års grønsager. Det blev der nu. De efterladte gulerødder var oven i købet begyndt at skyde igen, men det kommer der desværre ikke flere gulerødder ud af - de giver sig bare til at blomstre smukt, og det nytter jo ikke noget, når det står i vejen for køkkenhaveplanerne.
Den gode nyhed er, at det trækker op til årets bedste æggekage. Da der blev skubbet lidt rundt på de visne blade, viste det sig nemlig, at der kan høstes det fineste purløg.
Den seneste tids bestræbelser på at få skabt et nyt haverum udløste samtidig en kædereaktion i køkkenhaven. For at holde lidt på jorden på det skrånende terræn blev køkkenhaven kantet med stammer fra skoven, da den blev til for otte år siden. Mens egestammerne holder endnu, dekorativt bevokset med svampe, var fyrrestammerne gået totalt i opløsning.
Men nu var der nye stammer at gøre godt med. Det lykkedes endda at finde en med et passende sving, så stien hen til drivhuset fortsat er intakt. Det er en lavpraktisk løsning uden krummelurer, men når nu man har køkkenhave midt i "skoven", virker den både logisk og rigtig, fordi den passer ind i den afslappede (og afslappende) helhed.