Der er ikke noget, der kan tage pynten af et lækkert staudebed som planter, der vælter i regn og blæst. Mens nogle altid holder sig oprejst, er der andre, der notorisk vælter. Nu kunne man jo stålsat holde sig til dem, der ikke vælter. Så meget viljestyrke har jeg desværre ikke… Men det hjælper lidt at plante de væltende mellem de mere stabile. Håret rørblomst, Penstemon hirsutus ‘Dark Towers’, har stive stængler og klarer altid skærene. Og så er den super fin med det helt mørkerøde løv, der danner flot kontrast til alt det grønne.
Lægekvæsurt, Sanguisorba officinalis ‘Pink Tanna’, hører til gengæld til de stauder, der ofte lader sig slå ud af sommervejret. Men undvære den vil jeg ikke, for den står for at give det pink bed lethed og ynde med de tusindvis af små sjove blomster, der danser i luften. Rørblomsten gør sit til at yde hjælp og støtte, så lægekvæsurten så nogenlunde holder sig oprejst.
I det blå bed er mælkeklokke, Campanula lactiflora, sprunget ud. De to meter høje stængler vælter altid, men de ganske sart lyslilla klokkeblomster er helt umulige at stå for. Nu har mælkeklokken så heldigvis indgået alliance med mispeltræet, der er nærmeste nabo. Når mælkeklokkestænglerne vokser ud og ind mellem træets grene, lægger de sig ikke ned ved det første vindpust.
Gul frøstjerne, Thalictrum flavum, vælter almindeligvis ikke men har nu alligevel luret mælkeklokken kunsten af og søgt lidt kærlig støtte hos sydbøgen, som den vokser sammen med. En dekorativ ide, der kun kan bifaldes.