Helt Hen i Haven

Det var sådan en morgen, hvor græsstråene havde fået hvide kanter og egentlig nok ikke burde betrædes, for de knasede ganske let, da jeg gik en morgenrunde. Jorden i køkkenhaven kunne næsten, men ikke helt bære, og frosten havde pyntet de fine skærme af bronzefennikel, Foeniculum vulgare 'Rubrum', så de var blevet endnu finere.Det var også sådan en morgen, hvor man genopdager, at der er stor forskel på, hvor meget frost de forskellige planter kan klare. Selv om de grønne blade for et par dage siden bare lignede grønne blade, har det berømte strejf af frost sat sig sine meget tydelige spor. Sommerblomsten blomsterkarse, Tropaeolum majus, der ellers har besat det meste af køkkenhaven her i efterårsmånederne, kan i hvert fald ikke klare mosten, mens kålplanterne og porrerne jo heldigvis godt kan. Jeg er nu sikker på, at den nok skal komme igen, for nok er den en-årig, men den er til gengæld umådelige effektiv til at selvså, siger erfaringen.I krukkehaven er udskillelsesløbet også i gang. Den flotte kongebegonie, Begonia rex, burde have været taget ind, det indrømmer jeg, men jeg har ikke været hjemme, og nu er den i hvert fald færdig med at være kongelig. Så længe frosten havde sit tage i bladene, så de fine nok ud trods deres nye farver, men da vi nåede til plusgrader, klappede de helt sammen. Der må vist afløsning til.Høststenbræk, Saxifraga cortusifolia, har til gengæld klaret det lille strejf af frost i første omgang men begynder at se ud som om, det ikke er helt sjovt længere. Heldigvis er den jo en staude, der kan gemme sig under jorden til næste år, så jeg må hellere se at få den plantet ud, for det er en af mine nye yndlingsstauder, der meget gerne må være mange af i haven, så der også er blomster at glæde sig over i oktober-november.