Der er noget særligt ved at gå og hygge sig i drivhuset på en regnvejrsdag, hvor lyden af regndråberne mod glasset, den fugtige luft og egens blade, der klistrer til glasset som wall stickers, kombineret med begejstringen over at være "ude" uden at blive gennemblødt ganske enkelt gør mig glad. Værkstedet, som det gamle drivhus vel ret beset er, trængte seriøst til en oprydning, så der var nok at gå i gang med.
Der er gået efterår i mini skoven, der er en lille samling af selvsåede træer fundet rundt omkring i haven. De er plantet i ganske almindelige terracotta potter, så de kom i ly for frost og kulde i drivhuet, nu da oprydningen skabte plads til dem. De barske forhold i de små potter bremser væksten, så træerne ikke udvikler sig for voldsomt. Tanken er ikke, at de skal blive til egentlig bonsai træer men bare til krukkeegnede minitræer. De har kun et par år på bagen, så det er spændende om projektet lykkes.
Desværre er der ikke kun glæder i drivhuset. Den laurbær, Laurus nobilis, der blev plantet i foråret med drømmen om at kunne høste egne laurbærblade i baghovedet, ser mildt sagt ikke for godt og slet ikke appetitvækkende ud. Fænomenet hedder sodskimmel, en fæl svampevækst, der i princippet ikke er plantens egentlige problem. Det er derimod de skjoldlus, der blandt andet sidder langs bladenes midterribber, og som jeg har været alt for længe om at opdage. Skjoldlusene udskiller sukkerholdig honningdug, som sodskimmel stortrives på.
Skjoldlusene har også angrebet vinplanterne i drivhuset, så næste gang det regner, må jeg vist hellere gå i gang med at kratte dem af. Jeg tror også, jeg klipper laurbærbuskenes hårdest angrebne skud tilbage, når det er blevet lidt koldere, og væksten er gået helt i stå for i år. Måske kan jeg redde den ad den vej.