Umiddelbart vil man ikke skyde på, at kejserkrone og vibeæg er nært beslægtede plantearter. De ligner i hvert fald fra en overfladisk betragtning hinanden meget lidt. Men når man kigger nærmere efter, kan man alligevel godt ane familietrækkene. Både kejserkrone og vibeæg har for eksempel hængende klokkeformede blomster. I år er der rigtig kommet gang i de gule kejserkroner, Fritillaria imperialis 'Lutea', der knejser stolt i det store bed midt i haven lige nu.
Et enkelt orangefarvet eksemplar, der har sneget sig ind i samme bed, hvor den farvemæssigt slet ikke hører til, blomstrer også fint lige nu. Til gengæld står det sørgeligt til med de øvrige orange kejserkroner, der vokser i bedet på kanten længere ude i haven. De har skudt godt nok, men de er allesammen blinde og får ikke nogen blomster i år. Det er altså ikke i orden. Måske er det sidste sommers hårde vejr, der har skylden? Det er ikke godt at sige.
Lige så galt står det til med en anden slægtning til kejserkrone og vibeæg. Jeg er ret vild med persisk fritillaria, Fritillaria persica, med de helt specielle, næsten sorte blomsterklokker, men de ser heller ikke ud til at ville blomstre i år. Som det ses her, var de super flotte sidste år. Jeg håber, at kejserkronerne til gengæld holder mosegrise på afstand med deres markante lugt, der jo var den oprindelige grund til at de blev plantet. Få historien her.
Til gengæld kan jeg glæde mig over, at den i mine øjne fineste Fritillaria, den lille vibeæg, Fritillaria meleagris, synes at stortrives her i haven. Den blomstrer i stort antal mange forskellige steder lige nu, for hvert år kommer jeg til at plante vibeæg i mine forårskrukker, og de kan heldigvis genbruges i haven. De lækre, ternede blomsterklokker gør vibeæg til en af mine absolutte yndlingsplanter.