I efteråret lagde jeg en masse løg af kejserkrone, Fritillaria imperialis, som det ses her, efter en serie mystiske plantedødsfald, der gav mistanke om mosegrise. Teorien er, at mosegrise ikke kan fordrage den markante lugt af kejserkronen. I vinterens løb er både bede og græsplæne imidlertid blevet undermineret af gange, men der er ingen tegn på planter, der har lidt overlast, og et vildtkamera kan kun fange mus og muldvarp ved de huller, jeg troede var mosegrisens. Hmmm, måske - forhåbentlig - har det været falsk alarm, eller også virker kejserkronerne rent faktisk. De står i hvert fald stærkt skulder ved skulder med deres imponerende blomster lige nu.
Faktisk må de deles om pladsen i bedet på kanten med en anden kejserlig plante. Det er den lige så orange, tidlige tulipan, Tulipa 'Orange Emperor', der også står i fuldt flor og matcher så nydeligt. Tulipanløgene blev lagt i 2016, så det er en rigtig succeshistorie.Kender I i øvrigt historien om, hvorfor kejserkronen altid græder? Det siges, at den var den eneste blomst, der var for stolt til at bøje sig i sorg, da Jesus blev korsfæstet. Den blev irettesat af en engel, og siden fælder den altid tårer og bøjer hovedet. Tårerne er i virkeligheden store dråber nektar, der udskilles fra kirtler i bunden af blomsten.I det centrale bed blev der lagt løg af den gule kejserkrone, der også står stateligt og lyser fint op i forårsbedet lige nu.Jeg synes, kejserkrone har sådan en sjov blomsterstand med de hængende enkeltblomster i krans og den grønne krone af blade øverst. Det er ikke til at se, at den mildt sagt spektakulære plante er nært beslægtet med den noget mere ydmyge vibeæg, Fritillaria meleagris, med de fine, ternede blomster, der er udnævnt til Ugens Yndlingsplante her på bloggen.
6 kommentarer til “Kejserkrone mod mosegrise i ny test 2.0”