Jeg holder så meget af bregner, der skaber den her urgamle skovstemning i haven med deres smukke og sære strukturer. Ikke mindst de vintergrønne arter er guld værd, for de står nok så fint og lyser op nu, hvor så meget andet er gråt. Selv deres navne understeger stemningen. Hvad mener i fx om hjortetunge, der hedder Phyllitis scolopendrium på latin. Det er da et smukt navn til en smuk bregne.
Hjortetunge er i øvrigt også super god til vinterkrukkerne. Ja, den her har faktisk stået to år i samme krukke. Den er en lidt atypisk bregne med hele, lysende lysegrønne blade med markante streger af sporer på undersiden. Den skal vist have et mere permanent voksested i haven til foråret.
En anden vintergrøn bregne, jeg går og glæder mig over lige nu, er blød skjoldbregne, Polysticum setiforum. Skjoldbregne … endnu et perfekt navn til en fortidig plante, synes jeg. Den har det mest utrolige, meget findelte løv, og den vokser frygtelig langsomt. Den har stået der i årevis og måtte for min skyld gerne have lidt mere fylde, men det kommer forhåbentlig.
Denne her bregne, som jeg har forlist navnet på, er også med til at give haven frodighed i vintermånederne med sine vintergrønne bregneblade. Jeg håber, den også har et fint navn, der klæder den. Umiddelbart ligner den meget almindelig mangeløv, Dryopteris filix-mas, der vokser vildt overalt på matriklen.
Men det er jeg sikker på, at det ikke er. Almindelig mangeløv er nemlig absolut ikke vintergrøn. Den er gået fuldstændig i hi under jorden, hvor den venter på, at det bliver forår, så den igen kan rulle sine sjove nye skud, der ligner bispestave, ud midt i et hav af liljekonvaller. Det bliver nu godt 🙂