Almindeligvis bliver pelargonier, Pelagonium zonale, betragtet som sommerblomster her i haven. De gør det godt og går til, når sommeren er forbi. Men sidste sommer fik jeg en Dr. Ingrid pelargonie forærende af min datter, så den er der blevet hæget lidt ekstra om. Den kom ind i en lys og kølig vindueskarm i annekset, da det begyndte at se ud til frost, og der har den hygget sig siden i fred og ro. Faktisk har den hygget sig så meget, at den pludselig står med et par blege blomsterskærme i utide. Til gengæld har den også fået lige vel lange ben, så tiden var inde til en beskæring, der kan gøre den fin og tæt igen. Det har samtidig givet anledning til lidt familieforøgelse...
Der er jo det fantastiske ved pelargonier, at de er utroligt nemme at stiklingeformere. De afklippede skud kan hver især blive til fine, nye planter. Skuddene blev klippet til med et snit lige under et bladfæste, og de største blade blev fjernet, så den rodløse stikling ikke har en alt for stor overflade at fordampe vand fra. Gennemfugtet såjord blev fyldt i rene urtepotter, og stiklingerne stukket ned i jorden.
Et beskyttende låg - der også bare kunne have været en plasticpose - hjælper yderligere med at holde fordampningen nede, mens stiklingerne slår rod og bliver klar til at klare sig selv som nye, frodige planter til sommerens krukker.