Helt Hen i Haven

Jeg er meget glad for det lette, nærmest svævende hegn, der markerer, hvor til have-haven går, og hvor natur-haven begynder. Dels skaber det rum at have en form for hegn, selv om det er nok så let og nemt at vælte, dels har det stor psykologisk effekt på både mig og skvalderkålen, at vi ved hvis side af hegnet, der er hvis. Ja, okay, skvalderkålen er lidt svær at opdrage til at respektere fordelingen, men jeg arbejder på sagen.

Det svævende hegn sluttede lidt brat midt i skyggebedet, fordi gemalen, der har designet og konstrueret hegnet stærkt inspireret af de kastanjehegn, man kan købe sig til, løb tør for egegrene i passende tykkelse, sidst han var i gang. Men nu er der blevet ryddet lidt op i skovhaven, og dermed er der friske grene at arbejde med både til reparation af det gamle hegn, der sine steder er temmelig frønnet, og til forlængelse.

Egehegnet består i al sin enkelhed af grenstykker i passende længde. Enkelte er banket ned i jorden og danner hegnets skelet, mens resten bare er bundet sammen med kraftig ståltråd.

Det pyntede rigtig meget at få forlænget hegnet, så hele skyggebedet nu fremtræder som en del af haven. Nu kan indtrængende skvalderkål bare vente sig. Faktisk myldrer de første spæde skud allerede frem i jordoverfladen. Jeg må straks i gang med hakken på min side af det svævende hegn.