Stedsegrønne… Det har af en eller anden grund fået en helt forkert klang. På den her årstid vil jeg da nødigt undvære de stedsegrønne, der - som navnet meget præcist påpeger - sikrer, at haven altid er i hvert fald lidt grøn. Laurbærkirsebær, Prunus laurocerasus, er nok den mest uundværlige stedsegrønne busk her i haven. Altid klar til at bidrage til havestemningen med et forårsgrønt look og effektiv til at skærme haven af fra vejen, når nu de barbenede fyrretræer ikke er til meget i den henseende.
Under laurbærkirsebær buskene og de allestedsnærværende kristtorn, Ilex aquifolium, der er mere mørkegrønne i løden, nærmest racing green efter engelsk målestok, er der året rundt et tæt, mørkegrønt tæppe af liden singrøn, Vinca minor, der er så effektivt som bunddække, at brombærrankerne kun lejlighedsvist finder fodfæste. Lidt senere på foråret kommer der lilla blomster på tæppet, men lige nu er det hvide blomster, der pynter det. For heldigvis kan vintergækkerne, Galanthus nivalis, godt finde vej op igennem bunddækket. Jeg har aldrig sat løg af vintergækker, men de breder sig lystigt i skovbunden. Hvert år kommer der flere til. Der er ren foræring.
Det er også lykkedes at få indplantet stedsegrønne buske i de fleste af staudebedene, så de ikke bliver til totale brakmarker om vinteren. Her er det fx en brogetbladet Pieris japonica med en elegant, støvet grøn farve, der danner vinterpar med den efterhånden gamle friskgrønne Hebe, der engang for længe siden kom til haven som krukkeplante til jul. Om sommeren danner buskene pæn baggrund for stauderne og skaber ro i blomstermylderet.