De hvidløg, der blev sat den anden dag i november sidste år, som det ses her, er modne til høst. Sorten, der hedder Allium sativum ‘Pure White’ har givet pæne, faste hvidløg, så nu skulle vi nok kunne holde diverse vampyrer på afstand i et stykke tid. Det gælder om at få taget hvidløgene op i tide, for ellers begynder løgene at åbne sig, så feddene falder fra hinanden, og det er jo ikke lige meningen.
Hvidløgene er blevet hængt til tørre under det brede udhæng ved gavlen sammen med de sidste vinterløg, Allium ‘Radar’, der signalerede, at tiden var inde ved at ved at lade toppen vælte. Der var nu ikke så mange tilbage, for de er blevet spist hen ad vejen. Det har været lækker at være selvforsynende med friske løg de seneste måneder. Heldigvis er der flere løg på vej, der blev sat her i foråret i modsætning til vinterløgene, der blev sat i december.
Mens jeg høstede og ordnede mine hvidløg, gik jeg og lurede på de mange små topløg, der er dannet øverst på stænglen. Jeg ved, de kan bruges som sætteløg, men det har jeg ikke tålmodighed til. Jeg vil hellere købe hele hvidløg beregnet til formålet. Men de små mikrohvidløg, som topløgene ligner, kan også spises. Jeg gik i lag med at lede efter en opskrift på syltede topløg men fandt den ikke. Så nu har jeg prøvet mig frem med en syltelage som bruges til at sylte større fed. Der kan vel ikke være den store forskel… Resultatet kendes først, når de syltede topløg har trukket i lagen i en uges tid.