Helt hen i haven

Her kommer lige lidt plantereklame, for i sidste uge var jeg så heldig at få en flok efterårsplanter i blide nuancer forærende af Nature to the people. Dem har jeg fået en del tid til at gå med at lege med siden.

Jeg begyndte med at få dem plantet i krukker og så lave en krukkeforsamling på plantebænken på terrassen. Der kan jeg glæde mig over planterne inde fra stuen såvel som ude. Det syntes jeg selv var en rigtig god ide, indtil det begyndte at blæse. Så stod det ret klart, at ideen var mindre genial, for de fine planter var ved at blive rykket helt fra hinanden.

Om igen altså. Alle krukkerne blev sat sammen igen på læsiden af huset ved fordøren. Her kan de ikke ses indefra, men jeg kan glæde mig over dem, hver gang jeg går ud og ind ad døren, så det er heller ikke så ringe. Og så er jeg også fri for at lade mig irritere over de udtjente sommerblomster...

Planterne klæder hinanden, synes jeg, og jeg er ret vild med det blide, bløde farvespektrum. Hedelyng, Calluna vulgaris, hører årstiden til og fås i et hav af varianter. Men den her er da noget for sig med det der sølvgrå, mosekonebrygagtige udseende, der giver lyst til at røre ved den for at tjekke, om den nu også er lige så blød, som den ser ud til. Sorten hedder meget passende 'Fluffy'.

Ved siden af lyngen er det en småblomstret høststenbræk, Saxifraga cortusifolia 'Pixie', der lyser op med små, stjerneformede blomster i fine limegrønne skærme. Høststenbræk er en staude, så den skal ud i haven, når krukketiden er forbi. Den er svær ikke at holde af, ikke mindst fordi, den først blomstrer nu, hvor det faktisk er efterår.

De fine, hvide græskar i krukkeopstillingerne er en historie for sig. Det er nemlig to år siden, jeg købte sådan et græskar til efterårspynt. Da det klappede sammen, smed jeg det på jorden i kartoffelstykket med tanke på dyrelivet, men året efter myldrede særdeles livskraftige græskarplanter frem. De gav flere hvide græskar, og historien gentog sig, så jeg nu har dem på tredje år, uden at have gjort noget som helst andet end at begrænse de meget vitale planter lidt.